
Mit navn er Thomas, og jeg skaber originale, unikke stregtegninger i mit studie på Sjælland.
Mødet mellem det digitale og analoge, kunsten og teknologien, kreativiteten og strukturen, det fysiske og det virtuelle optager mig dybt.
Tegningerne skabes igennem programmering på en computer og overføres til papir igennem en plotter - en maskine som kan modtage instruktioner fra computeren og med en almindelig kuglepen, tusch eller andet tegne hver streg.
De to medier - programmeringen som repræsenterer kontrol og struktur og papiret og tegneredskabet som repræsenterer ufuldkommenhed og det organiske - er på samme tid i balance og i et modsætningsforhold.
Værkerne her du finder her er originale og unikke - de opstår som en idé et tilfældigt sted i tid og rum, som oversættes til kode for derefter at blive nedfældet på papir. Hvert værk produceres kun i én version og er derfor unikt - ikke kun i sin egenskab af blæk på papir, men også i egenskab af de parametre der definerer rammerne og resultatet.
Jeg håber meget at du finder det grafiske, stingente og samtidig organiske udtryk interessant og betagende.

De allerbedste hilsner,
Thomas René Sidor